Jyllands posten 30/10 2012

Foto: Gorm Branderup

 

Restaurant Mellemrum er hyggeligt indrettet med små og større borde og med en rummelig atmosfære. Her er det Jannie og Stefan Timmermann, der bliver betjent af Casper Poulsen. Fotos: Gorm Branderup

Af Tina Bryld 30-10-2012

Det var elevernes aften på Restaurant Mellemrum. Det lover godt for kokkefagets fremtid.

RESTAURANT MELLEMRUM

Fredens Torv 2
8000  Aarhus C
Tlf. +45 8617 1838

Foto: Gorm Branderup

 

Restaurant Mellemrum ligger på hjørnet ved Fredens Torv. Der er mange borde, men alligevel har man en fornemmelse af at kunne spise og tale i fred. På øverste foto er restaurantens lækre, hjemmebagte brød ved at blive anrettet i små kurve. Lige som brødet bliver også vand automatisk sat på bordet.

Køkkentype

Restaurant med fransk inspireret køkken.

Åbningstider

Mandag-lørdag fra kl. 17. Køkkenet lukker for bestilling kl. 21.30.

Det var elevernes aften. Restaurantens yngste havde fået lov til at sætte dagsorden lige denne aften, så hvor heldige var vi ikke lige, at vi for længe siden havde valgt denne aften til at teste, hvordan niveauet er på Restaurant Mellemrum?

Dette er en efterrationalisering, for vi havde ellers planlagt at gå efter a la carte-menuen. Men det kunne vi ikke – der var kun den ene mulighed denne aften: løjrom (også kaldet svenskernes kaviar) på ristet brød, confiteret svinenakke og æble/nøddekage.

Eleverne havde fået frit spil, havde selv bestilt råvarer og var alene om at tilberede retterne, som ikke alene skulle vurderes af gæsterne, men også af et lokalt dommerhold bestående af restaurantens tidligere elever. Kun vinen havde de fået hjælp med, fortalte vores tjener.

Mellemrum er kendt for sit høje niveau og sine lave priser. Sådan var det også denne aften, hvor der var stuvende fuldt. Vi fik tre retter med tilhørende vin for 500 kr. pr. person. Det var så rigeligt pengene værd, og til overflod var det et fortrinligt måltid, der gav indtryk af, at man som kokkeelev bliver inspireret til altid at sprudle på Mellemrum.

God start

Hvor god aftenen skulle vise sig at blive, fik vi en forsmag på ved første servering: Et maltbrød, som vist nærmest er husets brød, et valnøddebrød og et trekornsbrød. Hertil hørte tre forskellige småting: en tatarsovs smagt til med æble og smør, hjemmerørt smør og en dansk udgave af hummus, lavet af flækærter. En fornøjelse. Vi fik det glas hvidvin til, som også hørte til forretten: pinot grigio fra Aldegheri 2011.

Denne forret var en kunstfærdig anretning med et stykke tyndt bølgeformet ristet brød med løjrom og dild samt en lillebitte blinis med en syrlig rødløgscreme.

Endnu to blinis lå på den aflange tallerken sammen med et halvt vagtelæg serveret som solæg, desuden to miniblinis med løjrom og karse samt en flot lille knaldorange halvkugle af sæsonaktuel græskar.

”Blødende æg af græskar” blev det kaldt på menukortet. Kald det, hvad De vil, vi kaldte det kærlighed til maden, for hele forretten var så delikat og omhyggeligt tilberedt. Hovedretten var anderledes tung og matchede på sin vis efterårsaftenen, der var af den kølige slags. Vi fik confiteret svinenakke, der pga. sin tilberedning i rigelig fedt var mør og såvel smagfuld som kraftfuld.

Noma i Aarhus

Til den tykke skive kød hørte et brændt løg, som altså smagte brændt på den gode måde, lidt ”maltjord” – Noma-stilen har også sat sit præg på det aarhusianske køkken – samt nogle luftige flæskesvær.

Desuden var der balsamicobagte rødbeder og en glace af rødbeder samt kartoffelmos med muskat (som der var vel rigeligt af) og reven parmesan.

I stedet for peber fik vi lidt brændte hvidløg, som skulle rives over kødet på en medfølgende sten. Det skulle bruges i stedet for peber, fik vi at vide. Måske skulle vi have gået lidt hårdere til stenen, for det var ikke meget hvidløg, vi fik drysset ud over maden. Men pyt, det var et sjovt indslag. Alt i alt var retten lidt tung i det, måske det havde været godt, om rødbederne havde været lidt mere syrlige end søde.

Vi fik endnu en italiensk vin, Rosato Castelgreve fra Toscana 2011, noget ung, men faktisk fin til maden.

Var hovedretten i den tunge ende, kom vi igen over i den lette genre med desserten, som var en æblenøddekage med bl.a. friske æblestykker, æbleskum og is. Hertil fik vi et ”hjemmebrygget” glas dessertvin – prosecco med havtornesirup.

Udredning om havtorn

Det var en delikat kombination, som fik os ud i en snak med tjeneren om havtorn, og hvor besværligt det er at plukke bærrene, inden frosten er kommet. Ikke ret længe efter sad en ung kokkeelev ved siden af os og fortalte, at han havde været ude ved Moesgård Strand for at plukke havtornene, og at det netop havde taget ham temmelig lang tid at få de genstridige bær af.

Kaffe og te – flot udvalg af te og lavet rigtigt – til hver 35 kr. gav en regning på 1.070 kr.

Det var alle pengene værd. Måltidet vidnede om store, mentale armbevægelser i køkkenet på Mellemrum med kærlighed til maden og stolthed over at tilberede den til stor glæde for alle os, der var på besøg på denne særlige aften.

Det lover godt for eleverne, hvis udfoldelser denne aften sammenholdt med supergod service og en ditto pris takseres til fem stjerner.