Jyllands Posten 26/11 2009

 

Med mellemrum overraskes man

450 kr. for en femretters menu i gourmetklassen og yderligere 200 kr. for en femglas-vinmenu. Så har vi en flot kombination af høj klasse og lav pris.
af TAGE CLAUSEN

Der er ikke duge på alle bordene på Restaurant Mellemrum, og det ville også have været synd og skam, for så havde man ikke kunnet se de flotte malerier. Man har valgt at dekorere bordpladerne med farvestrålende malerier, som gæsterne kan sidde og beundre stykvis i den udstrækning, som borddækningen tillader det. Der er næppe tale om blivende kunstværker, som vil gå over i historien, men de er med til at understrege den hyggelige og spontant positive stemning i restauranten.

»Når vi bliver trætte af dem, får vi dem bare malet over med nye,« forklarede tjeneren.

Forbløffende niveau

Restaurant Mellemrum har andre overraskelser, nemlig et forbløffende kvalitets- og prisniveau, og især forskellen mellem dem.

Hvis pengene ikke betyder noget, kan man selvfølgelig altid købe sig til gastronomiske stjernestunder, men her får man noget, der snerper svært derhenad til priser, der nærmere ligger på niveau med mere jævne steder.

For 450 kr. serverer Mellemrum en femretters menu, som sagtens kan måle sig med dyrere steder, og billedet fuldendes af en vinmenu med fem glas til 200 kr. Ét glas pr. ret, pointeres det på kortet, men til gengæld er tjenerne ikke karrige med beskænkningen i de store glas. Dertil kommer et pænt a la carte-udvalg, som blandt andet omfatter en peberbøf til 250 kr., som flamberes under stor dramatik. Flammerne står meterhøjt over stegepanden, og de nærmestsiddende gæster bliver hensynsfuldt advaret. Denne flammende forestilling tjener nok mere til underholdning end til sovsen, for den kan smages til under mindre dramatik. Og alligevel bidrager forestillingen til den gode oplevelse.

Egen vinimport

Vinkortet er ganske varieret og omfattende og bærer præg af, at Mellemrum selv driver vinimport. De selvimporterede flasker sælges tillige en detail og gennem stedets netbutik.

Menuen denne aften bestod af dampet torsk i græskarsuppe, skiver af tørret skinke med en salat af æbler og oliven, som hovedret krondyrryg med stuvet krondyrkød og kastanjepure, kornly-ost med syltet pære og til sidst vaniljeis med mørdejsbund og æblegrød med vanilje.

Men først måtte vi have en aperitif og valgte et glas skummende, let rosa Bartolomiol fra Veneto (70 Kr.). Der var godt brød med krydret mayonnaise og hummus, men ingen snacks til aperitiffen, og amuse var der heller ikke noget af, så vi er i hvert fald ikke i superligaen. Men mindre kan gøre det.

Både græskarsuppen og torsken var perfekt. Fin med hvide flager, der let faldt fra hinanden. Hertil en meget spændende, italiensk hvidvin, Albente 2008 fra Feudi di San Gregorio med masser af frugt og blomst.

Næste ret var et par fine, tynde skiver skagenskinke, som næsten kan måle sig med de fornemme italienske fra Parma. Dertil en salat af æbler og oliven, som var pisket til let skum. Igen ledsaget af en italiensk hvidvin, denne gang en pinot gris 2008 fra vinhuset Aldegheri.

Med brændt hvidløg

Hovedretten var et flot stykke krondyrryg kombineret med noget rilletteagtigt pluk, som var ualmindeligt lækkert. Kastanjepuré var anrettet på tallerkenen, og dertil separat en skål kartoffelmos, sovs, der var smagt til med gastriksovs – eddike med karamelliseret sukker – og så et brændt hvidløgsfed til at rive hen over. Det sidste smagte bedre, end det lyder, og retten var som helhed en flot komposition. Den blev ledsaget af et glas portugisisk rødvin – Vila Real 2006.

Et glas ren chardonnay, Macon-Villages 2006, ledsagede osten, en kornly, som er en forholdsvis nykreeret ost. Dens særlige kendetegn er, at den lagres i rugkerner, og det kan smages. Skimmelsporerne på de tørre rugkerner går i forbindelse med osten, og det giver en spændende smag til den tørre og faste ost. Her blev den serveret med pære, syltede valnødder og et par strå purløg, som mere var til dekoration end til smag.

Blindsmagning

Til desserten, som bestod af vaniljeis på mørdejsbund med æbler, kom tjeneren hemmelighedsfuldt og mente, at vi skulle foretage en blindsmagning af dessertvinen.

Det gjorde vi så, og kunne efter nogen tids duften, smagen og lidt gætteri ikke komme frem til andet, end at den muligvis slet ikke var lavet af druer. Det var den heller ikke.

Det var en Poltsamaa Kuldne, en estisk æblevin. ??Hvis det havde været en rigtig druevin, var den vel nærmest i retning af en tokaj-dessertvin, men da nu et vægtigt element i desserten var æbler, var det slet ikke noget dumt valg.

Vi sluttede med en kop te til ledsageren (35 kr.) og en iskold rød Broyhan fra Kongens Bryghus (70 kr.).

Ledsageren, som lægger stor vægt på at kunne få en kop ordentlig te, var vældigt tilfreds, og på den anden side af bordet glædede anmelderen sig over endnu et bidrag til det efterhånden imponerende udbud af godt, dansk øl.

Regningen lød på 1.545 kr., og det må tælle med i den samlede bedømmelse.

Vi overvejede, om oplevelsen kunne berettige fire store eller fem små stjerner, men prisniveauet gjorde udslaget. Når man kan få et sådant traktement til den pris, kan der ikke blive tale om mindre end fem stjerner.